Lampe til Tivoli

At få lov til, at tegne en lampe til Tivoli er jeg stadig enormt beæret over. Det var en fantastisk opgave og mit første lampe design. Jeg er enormt fascineret af tusmørke, det helt særlige magiske tidspunkt på dagen, hvor dag bliver til aften. Den rotation af lys og den følelse af omskiftelighed ville jeg gerne symbolisere i min lampe.

Formsproget i lampen er udviklet ud fra den videnskabelige definition af tusmørke, hvor jeg har arbejdet med to halvcirkler som symboliserer dag og nat, med en lyskilde i midten som reflekterer lyset rundt i skallerne og ned på jorden. Basen som er støbt i terrazzo er for at bringe den ydre arkitektur ind i haven for at skabe en sammenhæng mellem det ydre og det indre Tivoli.

Lyset er varmt og poetisk og den roterende del giver én lyst til at stoppe op og betragte rotationen og det lys den fører med sig.