Højbord til Glyptoteket
Hvilken fuldstændig overdådig erkendtlighed, at få lov at skabe et møbel til Glyptoteket. Det føltes i denne unikke opgave helt rigtigt at bidrage med min kunstneriske DNA til Glyptotekets filosofiske æstetik. Mit kunstværk blandt enorme kunstværker.
Derfor stod det mig også hurtigt klart, at jeg ville skabe et bord med en helt specifik overfladebehandling, som jeg udviklede for år tilbage. Den er skabt med intentionen om at sætte form og materialitet på det menneske og den designer jeg er.
Jeg er vokset op på Samsø, omringet af himmel, hav og rå natur. Jeg flyttede til København som 19-årig og har boet her siden.
Overfladebehandlingen er fortællingen om min opvækst på Samsø og mit voksenliv i København. Måske to af de største kontraster, men også de to poler der har formet mig til den jeg er i dag. Samsøs naturskønne og dragende farvepalette har inspireret mig til, at arbejde med jordens elementer, vand, luft, ild og jord. Havet og himlens krystalklare blå storhed fra min barndom på Samsø og den blanke finish der skaber de refleksioner jeg mødte da jeg flyttede til København. Det insisterende lys, de mange neonskilte som bliver reflekteret i søerne hvor jeg, når jeg savnede havets ro har travet rundt et utal af gange. De to elementer ville jeg forene i mine overflader.
Jeg forsøgte i mit møbel både at gå med og imod arkitekturen. Jeg gik med arkitekturen i form af mine overflader som en kunstnerisk pendant til marmorgulvene. Hver overflade er malet i hånden og har sit helt eget unikke udtryk. Teknikken tillader utallige farver og mønstrer og jeg kunne således tilbyde Glyptoteket det samme bord, men med hver deres unikke og kunstneriske overflade i forskellige farver.
Med stellet valgte jeg at gå imod arkitekturen. Jeg har lavet stellet i aluminium for at skabe en moderne fortolkning af de enorme søjler, der præger glyptoteket samt for at imødekomme deres ønske om et let flytbart møbel idet aluminium er et meget let materiale.
Samtidig reflekterer overfladerne også den arkitektur bordet placeres i, fx blev det smukke loft fra palmehaven reflekteret ned i bordene og skabte således en fortælling om palmehavens arkitektur. En refleksion af de omgivelser de placeres i. En fortælling der fuldendes.